den jydske haandvaerkerskole

Trivselsteam på DJH støtter elever og forebygger frafald under corona

I starten af året blev der dannet et nyt trivselsteam på Den jydske Haandværkerskole for at støtte elever og undgå frafald under coronanedlukningen.

Eleverne på Den jydske Haandværkerskole er skiftevis igen at finde på skolen, efter at regeringen har gjort det muligt at møde fysisk op til undervisning 50 procent af tiden. Men sådan har det ikke set ud de sidste mange måneder, hvor undervisningen har forgået online. Derfor blev ledelsen i januar enige om at danne Team Trivsel bestående af medarbejdere fra skolehjemmet, studieinfo og undervisere. Sammen har teamet støttet de nyeste elever med de udfordringer, som de har mødt under nedlukningen.

trivselsteam paa djh stoetter elever og forbygger frafald under corona

Sille Brodersen, der er skolehjemsansvarlig, fortæller, at teamet kom så hurtigt fra start, at der ikke var tid til at lægge de store planer for, hvordan det hele skulle fungere i praksis. Det handlede om at få fat i de unge i en fart, støtte dem under nedlukningen og undgå frafald. Derfor blev det hurtigt besluttet, at et telefonopkald var den bedste måde at komme tættere på eleverne.

”Vi delte eleverne ud mellem os, og så begyndte vi ellers bare at ringe. Vi spurgte dem om, hvordan de havde det med, at undervisningen var virtuel, og hvad det kunne give dem af udfordringer,” siger Sille Brodersen.

Hun forklarer, at det ikke er alle elever, som har følt sig udfordret. Nogle har haft det fint med at undervisning er forgået online, imens det har været en større mundfuld for andre.  

”Nogen har haft det rigtig, rigtig svært og har udvist bekymring for, hvordan det hele skulle gå. Dem har vi haft løbende kontakt med cirka en gang om ugen sammen med deres undervisere,” siger hun og fortsætter:

”Der er endda nogle, der har haft det så svært, at de ikke har kunne komme op om morgenen, er kommet for sent eller ikke har fået lavet deres ting. Dem har vi valgt at invitere ind på skolen og bo fuldtid.”

Malthe Broe Lauridsen, der er elev på DjH, har siddet hjemme under nedlukningen. Han fortæller, at han har været glad for Team Trivsels indsats.

”Jeg har haft svært ved at sidde hjemme, fordi jeg ikke er så vant til at sidde ved en computer. Her har Team Trivsel været rigtig gode til at hjælpe. Samtidig har de spurgt, hvordan man har det, og det har hjulpet en lidt ekstra,” siger han.

Trivselsteamet sikrer lavt frafald

Sille Brodersen er sikker på, at teamet har gjort en forskel for mange. Både for dem der har fået lov til at bo på skolen, men også dem, der har siddet bag skærmen derhjemme.

”Det der med, at man ikke føler sig alene med det hele, det tror jeg, har gjort en forskel. Der har været nogle, der har lyttet og hjulpet og gjort, at de ikke har følt sig overset,” siger hun.

Sille Brodersen kan samtidig afsløre, at teamets indsats har sikret, at færre har droppet deres uddannelse.

”Vi kan ikke redde alle, men der har været et utroligt lavt frafald i forhold til, hvad man frygtede. Det er jo både en cadeau til underviserne, fordi de har formået et gøre undervisningen spændende og fastholde dem, og også til Team Trivsel, som har gjort en kæmpe indsats,” siger hun.

Samarbejdet med undervisere

Sille Brodersen fortæller, at der er flere grunde til, at teamets arbejde er en succes, men hun fremhæver dog samarbejdet på tværs.

"Det som vi har haft rigtig meget gavn af, er det tætte samarbejde med underviserne, som har henvendt sig til os, hvis der har været en elev, som ikke har været så meget tilstede eller ikke har fået afleveret, det de skal. Så samarbejdet med underviserne har været utrolig vigtigt,” siger hun.

Jens Bernholm Eriksen, der er underviser på DjH, ser også samarbejdet som en succes.

”Jeg synes at det er et rigtig godt initiativ på skolen, at vi undervisere kan sende det videre til nogen, der kan håndtere det. Teamet hjælper jo på den måde, at de er en uvildig funktion. De har ikke et fagfagligt forhold til eleverne, så de kan nemmere snakke ud af posen med dem. Så jeg tror, at Team Trivsels arbejde gør en stor forskel,” siger han.

Fremtidens Team Trivsel

Med den succes som det har været indtil nu, er Sille Brodersen helt sikker på, at teamet skal fortsætte.

”I fremtiden skal man kunne henvende sig til teamet, hvis man har brug for at snakke om noget andet end skole. Samtidig vil vi også gerne have fokus på dem, der sidder og gemmer sig. Derfor har vi talt med underviserne om, at det her samarbejde, det er noget, der skal fortsætte. Også den dag vi er ude af corona,” fortæller hun.