fbpx

den jydske haandvaerkerskole

Indsatsen på DJHs elmoduler hæves markant efter indsprøjtning fra Nordea-fondens værkstedspulje.

Mere praksisnær undervisning og mere bæredygtighed.

Det er nøgleordene i den opgradering, der finder sted på DJH med nyt udstyr inden for sikkerhedsbelysning og talevarslingsanlæg.

Med støtte på godt 600.000 kr. fra Nordea-fondens værkstedspulje er der indkøbt elevsæt inden for sikkerhedsbelysning og talevarslingsanlæg hos leverandøren Unipoint. Materiellet kan gå direkte ind og opgradere undervisningen på modulerne 2.7, 3.7/4.7 og 1.10. Også modulerne 1.4, 2.6 og 1.6 kommer til at nyde godt af investeringerne.

Leverandøren Unipoint, der ud over energioptimeret udstyr også skal bidrage med kompetenceopbyggende viden til underviserne på Den Jyske Håndværkerskole, er en virksomhed, der arbejder aktivt med bæredygtighedsmål.

Unipoint har en tydelig grøn profil og genanvender for eksempel al emballage og monitorerer sit CO2 aftryk.

CEO i Unipoint Torben Lohse ser frem til samarbejdet med skolen på adressen i Hadsten, hvor han selv for mange år siden tog sin installatøruddannelse.

”Selvfølgelig skal vi som virksomhed bidrage til at gøre de unge elektrikere dygtigere og mere helhedsorienterede. Vi skal i fællesskab sikre, at vi indfrier målsætningen og intentionen om at uddanne vores lærlinge til elektrikere, der kan lidt mere,” siger Torben Lohse, der er CEO i Unipoint.

”Vi står over for et kæmpe skifte, hvor de unge stiller nye krav især til grøn omstilling, og det skal vi favne. For det stopper ikke. Lad os se arbejdet omkring den grønne omstilling som en konkurrencefordel. Det nytter ikke at sidde modvilligt med hænderne over kors, for så bliver vi overhalet.”

Claus Hinge, der er underviser i de relevante moduler på eluddannelsen på DJH, siger:

”Der har længe været behov for at opdatere vores undervisningsmateriale inden for anlæg til talevarsling, så eleverne i højere grad kan lære at montere, idriftsætte og servicere efter gældende regler. Det gør også en kæmpe forskel at kunne præsentere lærlingene for de nyeste teknologier inden for nød- og panikbelysning. Vi glæder os allerede til at afprøve udstyret.”