fbpx

den jydske haandvaerkerskole

Nye teknologier afprøves i tømrerafdelingen

For tiden kører digitaliseringsprojektet ”Interaktive læringsrum” i forskellige afdelinger på Den Jyske Håndværkerskole. Projektet er støttet af Region Midtjyllands Teknologipagtspulje.

I dag har Videnscenter for Håndværk og Bæredygtighed med Lars Jensen afholdt workshop med tømrerafdelingen, hvor udvalgte undervisere har haft mulighed for at opleve forskellige digitale værktøjer.

Der blev blandt andet afprøvet et program, hvor elever prøver termografering helt virtuelt. Men også 360 graders kameraer var på bordet såvel som interaktive skærme i undervisningen.

En af deltagerne i workshoppen er Henrik Bak Sandberg.

”Jeg glæder mig meget til at se den nye teknologi i klasseværelserne. Det vil også give eleverne nye muligheder for at lære - også dem der sidder allerbagerst i klasseværelset,” siger tømrerunderviseren, der især glæder sig til at se den næste generation af interaktive skærme i undervisningen.

”Helt enkelt bliver det nemmere for eleverne at lære, fordi de i deres opvækst har vænnet sig til visuelle og interaktive former for undervisning, spil og kommunikation. Derfor bliver det fedt at kunne give dem et par briller på, der kan lære dem om byggepladsindretning eller termografering,” siger underviseren, der gerne indrømmer at han også selv er lidt af en tekniknørd

Næste skridt for gruppen er at tage på studietur, hvor underviserne skal prøve nogle af de mange produkter og teknologier, der er fremtiden vil være at finde i klasseværelser og værksteder.