For otte år siden tog Mariann og en kollega initiativet til det velgørende kagesalg på DJH – et initiativ der ligger Marianns hjerte nær. For 10 år siden blev hun nemlig selv ramt af brystkræft, og siden da har hun kæmpet videre med et stærkt ønske om at støtte forskningen og skabe opmærksomhed om sygdommen.
Derfor er hun meget glad for, at kagesalget er blevet en stærk tradition, hvor både medarbejdere og elever står sammen i kampen mod kræft.
"Da jeg spurgte min leder, Mette, om vi kunne samle ind igen i år, var der ingen tvivl. Det skulle vi selvfølgelig,” siger hun og uddyber:
”Det betyder bare ekstremt meget, at jeg arbejder et sted, hvor der er fuld opbakning. Jeg har bare verdens bedste arbejdsplads."
Ifølge Mariann mærkes opbakningen hele vejen rundt.
”Mine kollegaer i køkkenet gør en ekstra indsats for at bage og sælge kagerne. Jeg kan også se, at der lige bliver købt lidt ekstra kage i den tid, indsamlingen står på – både af elever og medarbejdere. Der er endda elever, som spørger efter æsker, så de også kan købe ekstra kager med hjem til familien. Det her kunne simpelthen ikke lade sig gøre uden opbakningen fra alle,” fortæller Mariann rørt.
Sidste år blev der solgt 2529 kager, og det gav 12.645 kroner – et beløb som Mariann er stolt af og drømmer om at gøre endnu større i år.
”Jeg vil jo rigtig gerne slå sidste år. Jeg ved godt, at det bliver ekstremt svært, men så længe vi når 10.000 kroner, så er jeg tilfreds. Hvis vi når 10.000 kroner vil DJH’s støtte også blive vist, når Knæk Cancer-showet ruller over skærmen, og det ville gøre mig så stolt,” siger hun.