Sanne Kristensen synes, at hendes valg af erhvervsuddannelse har været oplagt, når hun ser tilbage på sin skoletid.
”De matematiske fag har altid været dem, jeg syntes bedst om i folkeskolen, og så har jeg så meget energi i kroppen, at det var naturligt for mig at vælge elektrikerfaget,” siger den unge, kommende elektrikersvend, der fik anbefalet uddannelsen af svoger, der også er elektriker.
Tryg skole at være kvinde på
Hun sætter pris på det nære miljø på Den jydske Haandværkerskole, hvor hun har delt værelse med en anden kvindelig elektriker på skolehjemmet. Det har givet en tryg base.
”Det kan virke overvældende med så mange mænd, og at vi ofte mødes med nye hold med mange nye ansigter, men det har været let hurtigt at finde sin plads og tryghed på DjH. Skolehjemmet og de andre piger har gjort det lettere for mig at falde til. Her har man noget med hinanden at gøre.”
Hun håber, at flere kvinder vælger at gå elektrikervejen, så det i fremtiden bliver mere naturligt at se et svendehold bestående af 25 procent kvinder.
”Vi skal have mere fokus på, at der i elektrikerfaget er noget for alle. Hvis man kan holde til mandehumor og har mod på at prøve faget af, så er der nogle vildt spændende retninger, man kan specialisere sig i. Har man brug for at have kvinder som kolleger, kan man lige som mig søge mod et større sted som eksempelvis Arla. Her er der kvinder, men i andre faggrupper,” siger den 21-årige kvinde, der allerede har udsigt til fast arbejde hos Arla.
FAKTA: Kvinder på håndværksuddannelserne
Om 10 år vil Danmark mangle 17.000 faglærte i bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. Herunder elektrikere.
9 ud 10 håndværkere er i dag mænd, så der er plads til flere kvinder.
Et af tiltagene til at få flere kvinder til at søge en håndværksuddannelse er initiativet Boss Ladies, som du kan læse om ved at klikke her. Det er unge kvinder i håndværksfagene, som bl.a. besøger folkeskoler og fortæller om, hvordan piger kan blive håndværkere.