I foyeren i Teknisk Akademi på DJH stod el-virksomheder i dag fra kl. 9.00 klar til at tage en snak med elafdelingens GF2’ere – og måske finde en potentiel lærling. En af de virksomheder, der var mødt op, var EL:CON. Michael Ahlmann Molin, der er lærlingeansvarlig fra EL:CON i Aarhus, fortæller, at det er første gang, de er til praktiktræf på DJH.
”Vi er her i dag, fordi vi skal have ansat 3-4 lærlinge her fra august måned, og så synes vi, at vi skulle prøve noget nyt. Normalt sidder vi nemlig hjemme og vælger eleverne ud, men på denne her måde kan vi komme ud og se, hvad vi har af muligheder og på samme tid får de unge også mulighed for at finde ud af, hvem vi er,” siger han.
Vigtigt med praktik
GF2’erne, der endnu ikke har fundet læreplads, skal i uge 10 i praktik, og lige nøjagtig praktikdelen, er endnu en årsag til, at det er vigtigt for Michael Ahlmann Molin at være en del af praktiktræffet.
”Når vi står her i dag, er det også fordi, at vi gerne vil opfordre de unge til at søge praktik hos os, inden de søger læreplads. Både for deres og for vores skyld, så vi kan se hinanden an, inden vi indgår en eventuel uddannelsesaftale,” siger han.
Praktiktræf hjælper med at vælge retning
En af eleverne, der i øjeblikket ikke har fundet en læreplads, er Lis Østergaard Poulsen. Hun fortæller, at hun er glad for, at der er praktiktræf. Hun ser det nemlig som en god mulighed for at finde ud af, hvilken retning hun ønsker at gå i.
”Jeg har ikke fundet læreplads endnu, så jeg tænkte, at det var en god idé at komme og høre om de forskellige virksomheder, der er her i dag,” siger hun og fortsætter:
”Jeg håber, at i dag kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg gerne vil, og hvor jeg på sigt gerne vil i lære.”