den jydske haandvaerkerskole

DJH-underviser modtager Dansk El-forbunds innovationspris

Verner Ravn Kirkegaard, der underviser på el-uddannelsen på DJH, modtager Dansk El-forbunds innovationspris for sit eksamensprojekt omkring på dimensioneringsmetoder af forsyningen i boligområder med ladestandere og varmepumper.

Det er en glad og taknemmelig el-underviser, der har modtaget Dansk El-forbunds innovationspris.

Prisen, der bliver tildelt projekter, hvor der er tænkt ekstra ud af boksen, uddeles én gang om året. Verner Ravn Kirkegaard har lavet eksamensprojektet med sin makker Per Christensen, der til daglig er teknisk serviceleder i CBRE | Intego.

Temaet for opgaven, der er blevet indstillet til innovationsprisen, er dimensionering af hovedledninger i nye boligområder. I opgaven har Verner og hans kollega sammenlignet dimensionering og projektering i boligområder gennem de seneste 50 år.

Når fremtidens hjem skal huse både opladere til elbiler og i mange tilfælde også varmepumper, kan nettet nemt blive overbelastet. Derfor skal fremtidens boligområder planlægges i forhold til de nye behov. En udfordring, der allerede i dag ses i bla. sommerhusområder.

”I dager nettet generelt overdimensioneret, men det bliver det ikke nødvendigvis ved med at være. Det er ikke kun lokalt, at det kan være en udfordring med dimensioneringen. Med mange små bække bliver det også udfordrende for højspændingsnettet, at vi alle skal lade elbiler op i fremtiden.”

Overraskende pris

Uddannelsen til elinstallatør har taget tre år og er foregået ved siden af undervisningsjobbet på DJH. Afslutningsopgaven har været Verner Ravn Kirkegaards første akademiske opgave nogensinde, så el-underviseren er overrasket over, at det er gået så godt.

”Jeg havde slet ikke forestillet mig, at jeg ville blive indstillet til en pris. Jeg synes det er inspirerende og en stor anerkendelse, fordi jeg aldrig før har prøvet at løse en opgave på et så højt akademisk niveau. Det giver et skud selvtillid og sikkerhed i, at det vi har haft gang i, har været rigtigt,” fortæller Verner Ravn Kirkegaard.

Kollegerne i elafdelingen kan ånde lettet op i forhold til fremtiden. Med den nye titel er Verner Ravn Kirkegaard ikke på udkig efter nye græsgange. Tværtimod ser han det som sin pligt at blive ved sin læst, og grundforløbseleverne har et stor plads i den 34-årige undervisers hjerte.

”Jeg er helt ind i hjertet underviser, men installatøruddannelsen har givet mig en faglig ballast, jeg kan bruge i undervisningen og sparringen med eleverne, også dem, der er kommet længere i deres uddannelsesforløb. Man kan ikke sidestille jobbet som underviser, hvor man former det rå materiale, med noget andet job.”

Om uddannelsen til elinstallatør

På uddannelsen lærer du at arbejde med installation og drift af systemer inden for stærkstrømsteknik.

Det er en overbygning på elektrikeruddannelsen. Du kan også have en baggrund som elektronikfagtekniker

Uddannelsen er mere teoretisk end elektrikeruddannelsen og tæller 60 ECTS point.