fbpx

den jydske haandvaerkerskole

DjH investerer over en halv million kroner i robotter

Seks splinternye robotter fra Sealing System til 542.000 kroner er netop ankommet til Den jydske Haandværkerskole.

Sidste år i maj måned gik jagten ind på at finde helt nye robotter til Den jydske Haandværkerskole. Nu er de endelig landet på skolens jord. Ifølge Filip Køneke, der er uddannelseschef for el på DjH, betyder det, at der nu er mulighed for at opkvalificere undervisningen på robotmodulet.

”Vi havde fem robotter før og normalt et maksimum på 16 elever på vores robothold. Det betød, at der var tre mand om hver robot. Nu er vi oppe på 10 elevrobotter. Det vil sige, at vi kan opskalere og nu have 20 elever på hvert hold, som kan nøjes med at være to mand om hver robot, og det er jo en fordel,” siger Filip Køneke.

John Pierre Cox, der til dagligt underviser robotholdet, er også glad for, at han nu kan tilbyde sine elever flere robotter.

”Hvis man sidder tre mennesker om en opgave, så vil der altid være en, der ikke får lavet noget. Når man er to derimod, så lærer begge to. Så med de nyindkøbte robotter får eleverne ikke kun bedre udstyr, de får også flere robotter at arbejde med,” fortæller han.

djh investerer i nye robotter  

Fra UNIVERSAL-Robotter til AUBO-robotter

Før de seks nye robotter ankom til Den jydske Haandværkerskole, var der allerede fem robotter at finde i værkstedet – disse var dog UNIVERSAL-robotter.

Filip Køneke fortæller, at de egentlig havde regnet med, at det skulle blive til en endnu aftale med BILA, som er forhandlerne af UR-robotterne i Danmark. Der blev dog i sidste ende handlet med Sealing System, som kunne levere AUBO-robotterne til en god pris.

”UR-robotterne var simpelthen for dyre. Så derfra var vi ude og undersøge markedet for, hvad vi ellers kunne få. Så faldt vi over de her AUBO-robotter, der er meget tilsvarende dem, som vi har i forvejen til lidt over en halv million. Skulle det have været UR-robotter, havde vi brugt det dobbelte,” siger Filip Køneke.

”Så må vi se på sigt, om vi skifter dem alle sammen ud til AUBO-robotter, eller vi måske skal have UR-robotter, når de gamle UR-robotter er slidt helt op,” fortæller han.

djh investerer i nye robotter

Moderne udstyr både til elever og kommende elever

Trods at det er en stor udskrivning at købe nye robotter, har det ifølge Filip Køneke været vigtigt i forhold til at give eleverne de bedste betingelser, men også i forhold til rekruttering af nye elever.

”Vi skal være tidssvarende og være i stand til at undervise vores elever i det, som de til enhver tid kommer ud og møder i virkeligheden,” siger han og fortsætter:

”Samtidig har vi oplevet, at tilslutningen til robotmodulet har været lidt dalende. Så er det selvfølgelig også et forsøg på at opkvalificere, så vi kan tiltrække nogle flere elever.”