fbpx

den jydske haandvaerkerskole

Det er en fælles opgave at løfte lærlingene

Det kræver to til tango, og rigtigt mange til at stable et uddannelsesforløb sammen for en potentiel OL-kajakroer, der gerne vil være elektriker.

For Thorbjørn Rask, der i dag står i lære i virksomheden Raaby & Rosendal, var det lidt af en kattepine at få skole og læretid sammen med træning. For hvordan kan man både være både ambitiøs elektriker og OL-atlet?

”Jeg søgte mange steder, men det gode, da jeg fandt Raaby & Rosendal, var, at vi havde store forventninger til hinanden, om at det skulle kunne lade sig gøre. De forventede noget af mig som lærling, og jeg forventede noget af dem som lærested.”

Der er en lang række ting, der skulle gå op i en højere enhed, for at få en uddannelsesaftale på plads. Det meste elitesport på individuelt plan kræver træning. Meget træning. Og det betyder også, at Thorbjørn Rask ikke altid kan tilpasse sit atletliv til at arbejde inden for normal arbejdstid eller nødvendigvis deltage i sociale fyraftensarrangementer.

”De fleste dage møder jeg senere for at nå min træning. Det betyder så, at de ofte allerede er i gang på pladsen, når jeg møder ind. Men jeg kan mærke, at de har en tillid til, at jeg sagtens kan gå i gang med arbejdet. Med den tillid giver jeg en ekstra skalle, for jeg vil gerne vise, at jeg godt kan være lærling og samtidig dyrke min sport.”

Det er især det ansvar, som Thorbjørn Rask sætter pris på, for han føler, at det giver ham et ekstra boost at have en betydning for virksomheden, og at man ikke blot står i vejen for sin svend.

Det handler om klar forventningsafstemning

Det billede med ambitiøse unge, der tager ansvaret, kender Mette Fuglsang, der er HR-manager i Raaby & Rosendal.

mfu

”Jeg har de her morbriller, hvor jeg igennem omsorg, forventninger og opdragelse sørger for, at vi sammen finder den bedste retning for vores lærlinge. Det vigtigste er, at vi får forventningsafstemt med vores lærlinge tidligt, så de kan mærke, at vi er ambitiøse på deres vegne. Det nytter for eksempel ikke, at man ikke sætter sig ind i hvilke moduler, man gerne vil tage efter H1,” siger Mette Fuglsang.

”Der er forskel på en lærling på 16 og en på 22 som Thorbjørn. Vi skal have lærlingen bedst igennem, og det er ikke nødvendigvis et tolvtal, men det bedste på elevens egen skala.”

Derfor sætter man i Raaby & Rosendal stor pris på den feedback, man får fra skolen. Faktisk er samarbejdet med underviserne på 2. grundforløb, H1, modulerne og elevadministrationen vigtigt, fortæller Mette Fuglsang.

”Jeg tror, at jeg taler med skolen 2-3 gange om ugen. Det er et unikt samarbejde, hvor vi virkelig plejer relationen.”

Det er man enig i på Den Jyske Håndværkerskole.

Vigtigt samarbejde

Uddannelseschef Filip Køneke kan stadig huske tilbage på de mange onlinemøder, der blev holdt for at få strikket en uddannelsesaftale sammen mellem Thorbjørn og hans læreplads undervejs på grundforløbet.

”Vi havde aldrig prøvet at have en Team Danmark-elev eller lærling før, men vores mentalitet i elafdelingen er, at vi skal se, om det kan lade sig gøre, før vi dømmer en ide ude,” erindrer han.

”Thorbjørn er jo en meget engageret og ambitiøs lærling, så selvfølgelig ville vi gøre, hvad vi kunne for at hjælpe ham med at finde en læreplads.”

Netop den form for samarbejde, der er foregået for at finde en læreplads til Thorbjørn Rask, er ifølge Filip Køneke essensen af det samarbejde, DJH ønsker for at blive erhvervslivets foretrukne erhvervsuddannelsespartner.

”En lærling skal ikke skubbes frem og tilbage mellem skole og læreplads, men løftes i fællesskab. I Raaby & Rosendal oplever vi netop denne positive tilgang til samarbejde, hvor der stilles krav, men hvor der er også er en belønning i udsigt, hvis man engagerer sig. Det sætter vi stor pris på”.