den jydske haandvaerkerskole

Nye lokaler klar til elever der mødte efter ferien

Opstart efter sommerferien er altid en spændende tid, og i år har det været ekstra spændende på DjH. Hele sommerferien har håndværkerne haft travlt på skolen, så eleverne, nye som tidligere, kunne møde op til ny bistro, nyt Automationshus og nyrenoverede klasselokaler.

Bistroområdet er udvidet med en tilbygning, så den nu kan rumme 360 spisende på en gang. Samtidig er købs-/salgsområdet udvidet, så det giver en smidigere flow omkring ekspeditionen, når elever og medarbejdere holder frokostpause. Bistroen er indrettet med farver på væggene og i forskellige afsnit, der giver en stemning af hygge i det ellers store lokale.

Fra bistroen er der udsyn til poolen, som på varme dage frister til en dukkert. Poolområdet er en del af den nye ombygning med ny belægning og nyt hegn. Fra området er der gennemgang til bygningerne på Industrivej, hvor adgangen er blevet gjort mere brugervenlig ved at ændre trappeforløbet og bygge en rampe.

Undervisnings- og værkstedsområdet er udvidet med en hel ny bygning – Automationshuset på 560 m2. Der findes spændende udstyr på automationsområdet for plastmagere og elektrikere under uddannelse. El- og plastuddannelserne har især inden for Industri 4.0 mange berøringsflader, som med det nye Automationshus er styrket optimalt.

Håndværkerne har også været forbi eksisterende teori- og værkstedslokaler, der løbende holdes opdaterede. Der er lagt nyt gulv, sat en væg op og malet i nogle af undervisningsområderne.

 

bistro

Bistro med tilbygning, nyt ekspeditionsområde og ny indretning.

automationshus

Automationshuset er fyldt med spændende udstyr til undervisning af elektrikere og plastmagere.