den jydske haandvaerkerskole

DjH-elever på iværksætterkursus

Der er fokus på iværksætteri og drømmen om egen virksomhed når forventningsfulde elever møder rådgivere, der giver gode råde til opfyldelse af drømmen. Den jydske Haandværkerskole har i samarbejde med Favrskov Erhvervsråd sammensat et iværksætterkursus for interesserede elever.

Iværksætterkurset på DjH løber over fire mandage, hvor der i to timer er fokus på et emne. Emnerne behandles af erfarne rådgivere fra lokalområdet, der gerne deler deres viden med de unge iværksættere. Mandag den 13. maj handlede det om virksomhedsplan og budgetter. Der var også plads til en motiverende case, hvor elinstallatør Rune Laursen fra Raaby og Rosendal, Selling, fortalte om de tanker og overvejelser han havde gjort, da han for tre år siden startede egen virksomhed. Virksomheden er på tre år vokset til at have 40 medarbejdere heriblandt en del elektrikerlærlinge.

Lysten skal drive værket

Rune Laursen valgte at starte virksomhed sammen med en anden, da det virkede rigtigt for ham at have en sparringspartner med i forløbet.
” I skal ikke være bange for at snakke med nogen om jeres drømme og muligheder. Tag imod alle de input I kan få. Der er nogen, der gerne vil hjælpe ”, var hans råd til kursusdeltagerne. Han fortsatte med at fortælle om vigtigheden af godt netværk, og sagde videre: ”Det skal være sjovt at gå på arbejde, og det er vigtigt, at det er lysten, der driver værket.”

Forretningsplanen

Også Finn Bødtker fra Connect Danmark, der blandt andet vejleder iværksættere ved virksomhedsstart, opfordrede til at netværke.
”Det går aldrig, som man planlægger, så sørg for at der er nogen, som man kan spørge om hjælp og udveksle ideer og erfaring med,” sagde han. Finn Bødtker lagde endvidere vægt på, at det var vigtigt at gøre op med sig selv, hvad formålet er med at starte egen virksomhed og at få lavet en god forretningsplan. Efter at have gennemgået en holdbar model, var det elevernes tur til at arbejde. I grupper fandt de frem til en virksomhedsplan, de efterfølgende præsenterede for hinanden.

Finn Bødtker sluttede af med at give deltagerne en mental øvelse.
”Det hele starter i hovedet på jer selv. Forestil jer nu, hvordan I ser jer selv nå jeres første salg til jeres første kunde”, sagde han.

DjH-netværk

På DjH oprettes der en netværksgruppe for kursusdeltagerne, så de allerede i deres uddannelsesforløb får sparringspartnere til udvikling af ideen om egen virksomhed.

De efterfølgende kursusgange byder på:

  • Virksomhedstyper og det juridiske v/Søren Andreasen, Paragraf Advokaterne i Hadsten
  • Virksomhedens økonomi og ejerens økonomi v/ Lars Lanther, Dansk Revision Hadsten
  • Markedsføring og kunder v/Bjarne Laursen, Trykd, Hadsten.

ivaerksaetterkursus elever paa djh

Rune Laursen præsenterede sin virksomhed for et lydhør publikum ved iværksætterkurset på DjH.

ivaerksaetterkursus gruppearbejde forretningsplan

Gruppearbejde om forretningsplanen.