"Jeg har valgt at blive tømrer, fordi det har været en interesse, der fangede mig for mange år siden. Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med træ og snedkerere," fortæller Mohamed med et smil. Hans passion for faget er tydelig gennem hans smilende mimik og hurtige håndbevægelser.
Selvom han i starten var usikker på, om tømrerfaget ville passe til ham på grund af hans høretab, besluttede han sig for at give det en chance og fortsætte.
"Først tænkte jeg, at faget måske ikke var noget, der rigtigt matchede. Men jeg har valgt at holde fast. Efter jeg kom igennem flere forløb, har tømrerfaget blot fanget mig mere og mere," siger han.
Mohamed husker tydeligt, hvordan han i begyndelsen skilte sig ud på grund af sin tegnsprogstolk.
"Der var mange spørgsmål til mig i forhold til, om jeg kunne arbejde, høre, kommunikere og meget mere, men de andre på holdet fandt hurtigt ud af, at jeg faktisk kunne det hele. I dag kender de andre lærlinge mig, og de er helt vant til, at jeg er, som jeg er," siger han med et stort smil, og erkender, at rejsen ikke har været nem altid.
At finde en læreplads var en udfordring for Mohamed på grund af hans høretab. Han har været i skoleoplæring efter sit grundforløb, men heldet tilsmilede ham efter at have været i delforløb og virksomhedsforlagt oplæring. Hans vilje til at lære har resulteret i, at han har haft en fast læreplads, som har troet på hans evner, på de efterfølgende forløb på skolen.
"Det har selvfølgelig været udfordrende at finde en læreplads på grund af mit høretab, fordi mestrene har været forbeholdende overfor, om jeg kunne begå mig på en læreplads som døv. Jeg tror, de har tænkt, at jeg har brug for tolk konstant, men det har jeg heldigvis ikke – for jeg kan sagtens kommunikere uden tolk. Jeg bruger bare mine hænder," siger Mohamed.
"Det har min læreplads lært, og derfor kommunikerer vi med gestik eller via tekst. En dag kom en svend hen til mig, som var nervøs for kommunikationen, men vi fandt hinanden, og jeg har faktisk lært ham lidt tegnsprog, så vi lettere kan kommunikere."
Mohamads rejse til at blive tømrer har været en fire år lang proces fyldt med både udfordringer og succeser, og med svendeprøven forude er Mohamed optimistisk.
"Til min svendeprøve forventer jeg, at jeg kommer igennem min opgave selv, og at jeg gør det godt. Hvis jeg består, så skal jeg tilbage og arbejde i Vel-byg, som er det firma, jeg har stået i lære i, under min uddannelse."