fbpx

04.06.26

NYE VIDEOER TIL NEURODIVERGENTE

Den Jyske Håndværkerskole igangsætter et nyt udviklingsprojekt, der skal løfte læringen for tømreruddannelsens elever og lærlinge, særligt de 25 % af eleverne, der har en form for neurodivergens.

Mange elever med ADHD, autisme, koncentrationsvanskeligheder eller læsevanskeligheder har udfordringer med at fastholde fokus, skabe overblik og omsætte teori til praksis. En af ophavsmændene til projektet er tømrerunderviser Niels Christian Stavnsgaard Bak, der gennem de seneste år har arbejdet med korte, visuelle og praksisnære forklaringer i videoform. Hans erfaringer viser, at de skaber ro, forudsigelighed og bedre forståelse til gavn for hele elevgruppen.

”Eleverne siger i høj grad, at de møder bedre forberedt og har lettere ved at forstå indholdet, når de har mulighed for at repetere læringen fra videoerne i deres eget tempo. Det giver mere tid til 1:1-undervisning i klasserummet,” siger tømrerunderviseren.

DJH-trae-autocad-aspect-ratio-900-1125

Indsatsen skal give eleverne bedre forforståelse, mulighed for repetition, når eleven eller lærlingen er mest åben for ny læring, samt større deltagelse i undervisningen. Samlet set forventes projektet at reducere stress og styrke både læringsudbytte og trivsel.

”Det giver mere tid til 1:1-undervisning i klasserummet”

”Det er yderst vigtigt, at vi får endnu bedre muligheder for at give vores elever og lærlinge mulighed for at vise deres fulde potentiale. Fordi man har ADHD, autisme eller en anden funktionsnedsættelse, behøver man ikke at være en dårlig tømrer – tværtimod,” siger uddannelsesleder Gorm Vestergaard.

Projektet, der bygger på en investering på knap 300.000 kroner og er støttet af Region Midtjylland, løber fra 1. august 2026 til 30. juni 2027 og kombinerer praksisnære undervisningsvideoer, kompetenceudvikling og et nyt mediestudie, hvor videoer i høj kvalitet kan optages.

Projektet afsluttes med en didaktisk og teknisk manual, der skal sikre forankring og udbredelse af modellen på tværs af skolens uddannelser.

Filtre

Ingen resultater