11.03.26
Jesper Rydland sætter elteorien i bevægelse
Når DJH styrker elafdelingen, sker det med øje for at samle et hold, der kan noget forskelligt og noget særligt. Med ansættelsen af Jesper Rydland her i starten af marts har skolen fået en underviser, der ikke bare forstår elteori på et højt niveau, men også kan få den til at bevæge sig.
Jesper kommer nemlig med en baggrund, der skiller sig ud i elbranchen. Før han blev elektriker, elinstallatør og senere rådgivende ingeniør, arbejdede han i en årrække som multimedieanimator. Her lavede han reklamefilm og produktvisualiseringer. Erfaringer, som han nu vil bruge til at gøre undervisningen på eluddannelsen mere levende og nemmere at forstå.

“Der er mange, der lærer bedst visuelt. Så hvis man kan få nogle animationsvideoer ind i teorilokalet, der forklarer de tekniske og måske de lidt sværere ting at forstå, så kan man faktisk se, hvad der sker i bevægelse i stedet for kun tal og beregninger på tavlen,” fortæller han.
Han beskriver selv, hvordan mange elteoretiske begreber udspiller sig over tid, og at det derfor kan være svært for eleverne at forstå dem, når de kun præsenteres som stillestående billeder. Med animationer kan de se strømme, kurver og forløb, som de reelt udfolder sig.
Det er netop den styrke, han bringer med ind i undervisningen på Hovedforløb 1 og 2, hvor han allerede planlægger at lave animationer om blandt andet sinuskurver.
En gammel drøm om at undervise
Drømmen om at undervise begyndte på installatørstudiet, hvor Jesper skabte små visualiseringer, der gjorde teorien mere håndgribelig.
“Specielt da jeg gik på installatørstudiet, tænkte jeg meget over det at være underviser. Jeg brugte tid på at lave videoer til at forklare de emner, vi havde, og det blev godt taget imod af studiekammerater,” fortæller han.
Da stillingen på DJH blev slået op, besluttede han sig for at følge underviserdrømmen
Nu glæder han sig til at bruge begge fagligheder i praksis.
“Det er en sjov måde, at jeg i det her job kan slå to fag sammen. Jeg har lavet det visuelle i 10 år, og det er fedt, at det ikke går til spilde.”
Hans ambitioner rækker dog længere end hans egne klasserum. Jesper håber nemlig, at hans visuelle produktioner kan blive et fælles værktøj for hele elafdelingen, hvis kolleger har materiale, der er svært at forklare eller forstå for eleverne.
“Så kan man lave videoer ud fra deres input og mit. Det ville være ret fedt.”
For Jesper er det også vigtigt at være en del af et hold, hvor man gør hinanden bedre. Han har allerede mærket, at elafdelingen rummer mange forskellige kompetencer, og at samarbejdet er en styrke.
“Det motiverer mig rigtig meget at være en del af et stærkt team, hvor man er holdspiller, og hvor man spiller hinanden gode. Der er specialister i hver deres felt, så der er meget at trække på.”
Selvom han først nu står i sit første reelle job som underviser, er motivationen ikke til at tage fejl af. Han brænder for at løfte de elever, der kæmper mest med teorien.
“Jeg vil gerne løfte alle, men dem der er dygtige, skal nok klare sig. Hvis man kan løfte dem, der har det sværest, så er det virkelig fedt,” siger han.
Med Jesper har DJH fået mere end en underviser. Skolen har fået en visuel formidler, der kan sætte bevægelse på noget af det mest abstrakte i elteorien og så er han med til at styrke et i forvejen stærkt og alsidigt elteam.