06.02.26
Anders Don er skolens nye ambitiøse klimaformidler
Anders Don er et af de nyeste skud på stammen i underviserstaben i elafdelingen på DJH. Med en baggrund som energiteknolog og bygningsingeniør træder han nu ind som underviser med en brændende ambition om at sætte klima og bæredygtighed på skoleskemaet på et ekstra højt niveau.
For Anders er det at undervise en dybt menneskelig og givende opgave:
“Jeg er omgivet af elever og kolleger, der virkelig vil noget. Det drager mig meget mere end at arbejde i en virksomhed.”
Han brænder for at få fingrene ned i både teknikken og teorien på elektrikeruddannelsen, og han ser store muligheder for at præge undervisningen med sine egne idéer og erfaringer. Og han er ikke bange for at drømme stort, og selv hvis han blot kan inspirere enkelte elever med sin viden, er det for ham hele indsatsen værd.
” Den elev, der gerne vil vide mere om bæredygtigt byggeri, kan jeg nok altid finde en time til,” siger den 34-årige klimanørd, der især kommer til at slå sine folder på elektrikeruddannelsens klimamoduler 1.7 og 3.5, men også håber at kunne bruge sin ekspertise på skolens andre uddannelser.

“Jeg er omgivet af elever og kolleger, der virkelig vil noget. Det drager mig meget mere end at arbejde i en virksomhed.”
Anders er altid klar til at tage en snak om bæredygtigt byggeri, og finder gerne tid til den elev eller medarbejder, som vil vide mere. Han understreger vigtigheden af at holde samtalen om bæredygtighed levende på uddannelserne, og han tror på, at de unge vil tage udfordringen op og lige som ham ser læring som vejen til udvikling.
“Vejen til mentalt forfald er at tro, man ved alt. Nogle gange er det irriterende at skulle lære noget nyt, men det er nødvendigt. Hvis jeg ikke selv kan lære af vores elever, kan jeg heller ikke forvente, at de vil lære noget af mig. Så kunne man lige så godt ansætte en båndafspiller.”
Han beskriver sig selv som et udviklingsmenneske, der samtidig lægger stor vægt på at være underviser på lige fod med de andre. Her på DJH føler han sig taget seriøst fra første dag:
“Tidligere er mit område, altså klimaet, det, der først er blevet sparet væk, men her bliver man lyttet til. Og det betyder noget!”
Vi glæder os til at få glæde af Anders’ energi, nysgerrighed og ambitioner, og vi ser frem til, at han sætter et levende, bæredygtigt præg på eluddannelsen på DJH.