fbpx

12.08.26

ACTAS: Sikring og adgangssystemer skaber behov for fremtidens faglærte

Sikring og adgangssystemer spiller en stadig større rolle i det moderne samfund. Fra virksomheder og institutioner til kritisk infrastruktur er behovet for avancerede sikkerhedsløsninger voksende, og det stiller nye krav til de elektrikere, der skal installere, servicere og vedligeholde systemerne.

Hos ACTAS, der blandt andet uddanner elektrikerlærlinge fra Den Jyske Håndværkerskole, mærker man udviklingen tydeligt.

Overvaagning--aspect-ratio-900-1125

 

Ifølge Claus Spøhr Christensen, afdelingsleder hos ACTAS, hænger væksten sammen med et stigende fokus på sikkerhed og investeringer i moderne sikringsløsninger.

“Der investeres i opgradering af sikkerhedsløsninger, og de systemer, der installeres i dag, skal efterfølgende kontrolleres, serviceres og vedligeholdes,” siger han.

Udviklingen betyder samtidig, at elektrikerfaget forandrer sig. Hvor installation tidligere var den centrale opgave, fylder teknologiforståelse og systemintegration stadig mere.

“Fremtidens elektriker skal kunne arbejde med teknik, intelligente systemer og programmering. Arbejdet handler i stigende grad om at forstå, konfigurere og programmere moderne systemer,” siger Claus Christensen.

Lærlinge er en investering i fremtiden

For ACTAS er uddannelse af lærlinge en vigtig del af arbejdet med at sikre fremtidens kompetencer i branchen.

“Vi ser det som et ansvar at bidrage til uddannelsen af fremtidens faglærte medarbejdere og sikre kompetencer til branchen,” siger Claus Spøhr Christensen.

Samtidig giver det virksomheden mulighed for selv at være med til at forme fremtidens medarbejdere.

“Vi udvikler egne medarbejdere og får mulighed for at fastholde dygtige lærlinge efter endt uddannelse,” siger han.

Teknisk interesse og nysgerrighed

Når ACTAS ser efter nye lærlinge, er det ikke nødvendigvis erfaringen, der vægter højest. Det vigtigste er interessen for teknik og lysten til at lære.

“Teknisk interesse, teknisk forståelse, nysgerrighed og lyst til at lære,” fremhæver Claus Spøhr Christensen som nogle af de vigtigste egenskaber hos kommende lærlinge.

For unge, der overvejer elektrikeruddannelsen, ser han samtidig store muligheder inden for sikring og adgangssystemer.

“Det er et spændende område i konstant udvikling, hvor man kommer mange forskellige steder og arbejder med løsninger, der skaber tryghed og sikkerhed. Og så er der jobgaranti,” siger Claus Spøhr Christensen.

Filtre

Ingen resultater